Årsberetning 2013

Fællesarrangement for trænere og ledere

I januar 2013 gentog udvalget successen fra året før, da trænere og ledere blev inviteret med til SPORT 2012 - et fælles arrangement med spisning forud for det store tv-show. Ar- rangementet havde igen stor tilslutning med i alt 31 deltagere, og det var en rigtig god aften.

 

Nyt udvalg

I starten af året blev der arbejdet ihærdigt på at skaffe nye medlemmer til fodboldudvalget. D. 21. marts 2013 kunne det nye fodboldudvalg på i alt 9 medlemmer holde første møde.

 

Støtte til kunstgræs

ØIF Fodbold har støttet projektet om et kunstgræsbaneanlæg i Varde – både i forhold til projektets indhold og placering af banen, men også i form af økonomisk støtte.

 

Fodboldgalla

Fodboldgalla blev gentaget med endnu større succes end første år med over 500 deltagere. Et fantastisk vellykket arrangement.

 

Sportslig succes

  • I juni 2013 sikrede førsteholdet i herresenior sig oprykning til serie 3. En festaften på stadion med masser af tilskuere var rammen om den fine succes for herresenior.
  • U17 Drenge sikrede sig en suveræn 1. plads i turneringen, og deltog i de efterfølgende kredskampe om det jyske mesterskab, hvor det dog ikke lykkedes at gå videre.
  • U13piger vandt ligeledes deres kreds, og det lykkedes efterfølgende at vinde kredsmesterskabet til klubben. Flot af pigerne og stort tillykke.

 

DBU Fodboldskole

Der var igen arrangeret DBU Fodboldskole i Ølgod, og vi fasthold sidste års udvidelse til 112 pladser. Aage Akselsen og Poul Guldager stod for fodboldskolen som henholdsvis fodbold-skoleleder og trænerleder. Det blev igen en meget stor succes, og alle pladser blev solgt.

 

Online betaling

Fra og med august 2013 indførtes online-betaling af kontingent for alle fodboldspillere, og det bliver en stor lettelse i for klubbens kasserer.

 

Ny kasserer

I efteråret 2013 takkede Niels Aksel Dalgas af som kasserer for ØIF Fodbold, og hans afløser, Grethe Gravesen, blev budt velkommen i klubben. Grethe deltager som udgangspunkt ikke i de faste udvalgsmøder.

 

Istandsættelse af klubhus

Udvalget har fortsat den løbende renovering af klubhuset, og der er bl.a. opsat nye lamelgardiner i klublokalet. Derudover er der – i samarbejde med hovedbestyrelsen nedsat et udvalg, der skal arbejde med planer om en større ombygning og renovering af klubhuset.

Af Steen Møller                                            

Formand, ØIF FODBOLD